DIS udvikler og beregner på buslæskærm.

                                     

For virksomheden Mekoprint har DIS supporteret med at videreudvikle og beregne den unikt designede buslæskærm af arkitektfirmaet Holscher Design, som indgår i en del af Aarhus’ byrum. Læskærmene skulle videre­udvikles, så de blandt andet fik en ny længde på otte meter frem for de oprindelige fire meter.

 

Mekoprint er en højteknologisk dansk virksomhed med 500 medarbejdere fordelt på afdelinger i Danmark, Østeuropa og Asien, der primært producerer og leverer forskel­lige komponenter som eksempelvis svejste konstruktioner og løsninger, metalskilte, tyndpladeemner, aluminiumsprofiler og kundespecifikke kabelløsninger. Mekoprint leverer blandt andet materialer, reservedele og produktløsninger til AFA JCDecaux, der er specialister i at lave byudstyr og outdoor-reklamer. I sammenhæng med dette henvendte JCDecaux Sweden sig til Mekoprint for at få videreudviklet og produceret en buslæskærm, der skal opstilles i den svenske by Gävle, der ligger nord for Stockholm.

 

I videreudviklingen af denne buslæskærm var der brug for kompetencer, som Mekoprint ikke havde tilknyttet internt i deres organisation, og Mekoprint kontaktede derfor DIS for at få support til disse kompetencer.

 

- Jeg kender DIS rigtig godt fra tidligere projekter og har før draget stor nytte af deres ekspertise og konsulenter. Det var derfor oplagt for os at kontakte DIS for at få hjælp til at løse denne opgave og dens udfordringer på beregningsdelen, fortæller Jakob Stautz, Business Unit Director hos Mekoprint.

 

DIS har blandt andet defineret designet på videreudviklingen af buslæskærmen, der er gået fra at være fire meter til otte meter, hvor DIS har gennemført alle nødvendige beregninger, så de nye læskærme lever op til svenske standarder. Derudover har DIS produceret 3D-modeller, der har været brugt i forskellige præsentationsmaterialer samt lavet forslag til manualer, der forklarer, hvordan læskærmens dele skal monteres og samles, når konstruktionen skal opføres.

 

- Vi har været tilfredse med udførelsen af projektet og har oplevet et stort engagement fra DIS. Som en mindre kunde er vi godt klar over, at dette måske ikke er det største projekt for et in­geniørhus af jeres størrelse, men konsulenterne fra DIS har ydet en virkelig god indsats, og vi har hele tiden følt, at vi har fået lidt mere, end hvad vi kunne forvente, forklarer Jakob Stautz.

 

Mekoprint er i gang med den sidste del af produktionsmodningen af buslæskærmen, og leveringen af de første buslæskærme forventes at være klar til august 2017.

 

DIS