DIS SimRacing Lab vandt dette års Endurance eRacing World Championship, hvor DIS-teamet stillede op i kategorien GT3.

                                     

Når 10 racerglade kolleger fra DIS ellers ikke er på arbejde, bruger de meget af deres fritid på esport og SimRacing Lab. Og de mange timer bag rattet er godt givet ud; Team DIS SimRacing Lab i bil 45 kan nemlig efter weekendens 24-timers racerløb på Le Mans-banen kalde sig verdensmestre.

 

Ved dette års Endurance eRacing World Championship er der kørt i alt fire forskellige racerløb, hvor DIS SimRacing Lab har deltaget med to biler, nummer 45 og 46. Her er DIS-teamet i bil 45 kommet først over målstregen ved løbene på Sebring, Nürburgring og Suzuka og fik en flot tredjeplads ved løbet på Le Mans-banen, hvor de samlede points gør bil 45 til den samlede vinder i kategorien GT3.

 

Simracing er det tætteste, man kan komme på at køre i en rigtig racerbil. Bilernes vejgreb og undervogn, motoreffekt, brændstof, dækslid, aerodynamik og meget mere bliver simuleret. Derudover er banerne laserskannet, så selv de mindste ujævnheder og ændringer i overflader er at føle.

 

- At vinde Endurance eRacing World Championship har krævet utallige timers træning af baner, opsætning af bil samt arbejde med at finde den bedste strategi i forhold til dækskifte og brændstofforbrug. Vi har draget stor fordel af vores baggrund som ingeniører ved at have en struktureret tilgang til træningen samt ved opbygning af matematiske modeller der har kunnet give os en strategisk fordel.
Vi er enormt stolte over mesterskabet og ser frem til at tage kampen op igen næste sæson. Vi håber, at sporten kan vokse sig endnu større, og at vi kan få alle de mange dygtige racerkørere hjemme i stuerne med ud på de virtuelle baner
, siger Jannik Wind Gotthardsen, teamrepræsentant og kører for bil 45 samt Engineering Manager hos DIS.

 

SimRacing Lab begyndte som en idé mellem nogle kolleger hos DIS, og efter et par års planlægning var teamet klar til at deltage i 2019-versionen af GTR24h Le Mans-løbet – og i år var de så klar med to biler i kategorien GT3.

 

- Hos DIS har vi en stor passion for motorsporten, og når vi har nogle medarbejdere, der får en god idé og ønsker at gå all in på et projekt, som passer godt ind i vores kultur, bakker vi naturligvis op. Jeg er stolt af teamet, og at de nu er blevet verdensmestre er en kæmpe bedrift. Vi har i Danmark en lang historik inden for traditionel motorsport og kan nu konstatere, at vi i DIS også kan være med inden for eRacing, siger Michael Gadeberg, stifter af DIS.

 

Image Size 690 x 550 pixels

 

HOLD DIG OPDATERET

                                     

Hvis du vil holde dig opdateret på vores arbejde, er du mere end velkommen til at abonnere på vores pressemeddelelser og nyhedsbreve.

 

 

DIS